Ulla Rasmussen spiller Kaptajn Klap mens Lisbet Frisenette har rollen som Lisbet Syngesild, når der er børneunderholdning på Damhusengen den 21. august kl 12.30. Der er gratis adgang til forestillingen.

Det er blevet en fast tradition, at der er børneunderholdning søndag over middag, når Vanløse Lokaludvalg inviterer til musikfestival på Damhusengen. I år kommer Palle Pirat den 21. august kl. 12.30 og opfører Jagten på Søuhyret.

Musik på Engen 2016

- Ideen med Musik på Engen er, at vi arrangerer en række koncerter der dækker alt fra ungdomsrock til traditionel jazz og opera. Og så skal der naturligvis også være noget for børnene og for børnefamilierne, siger Freddy Christiansen fra Vanløse Lokaludvalg. - I år kommer Ulla Rasmussen og Lisbet Frisenette med deres musikalske sørøvershow Palle Pirat - Jagten på Søuhyret. Og det skal nok blive sjovt for både børn og voksne.

Et mystisk søuhyre

Jagten på Søuhyret er historien om de to muntre pirater Kaptajn Klap og Lisbet Syngesild, der er taget ud på De Syv Have. Et mystisk søuhyre er nemlig observeret på havet, hvor ingen landkrabber tør vove sig ud. Og der er udlovet en dusør til de modige, der vil finde det mystiske havmonster. Men kan de to vovehalse finde søuhyret? Og kan de blive enige om, hvad dusøen skal bruges til?

          Jagten på Søuhyret er en forestilling med flotte kostumer, seje rekvisitter og elegante effekter ‑ og ikke mindst masser af iørefaldende sang og musik med de muntre pirater.

Gratis adgang

Musik på Engen foregår på Damhusengen nær iskiosken i weekenden den 19.-21. august. Det hele starter med ungdomsrock fredag aften. Lørdag er der frokostjazz, korsang og rock'n roll. Og søndag er der gospelgudstjeneste, børneteater og opera med De 3 Kgl Sopraner.

          Der er med andre ord musik for enhver smag. Men det giver jo også mulighed for at opleve musikgenrer, som man måske ikke kender i forvejen, og på den måde få en ny musikalsk oplevelse.

          Der er fri adgang til alle koncerterne.

Palle Pirat

underholder børnene