Årets Musik på Engen blev afholdt i weekenden den 22.-24. august. Vejrudsigten sagde byger, og det holdt stik. Alligevel blev musikfestivalen en succes.
- Jeg ser det som et bevis på konceptets styrke, at Musik på Engen blev en succes selv om vejrguderne var imod os, siger Finn Nesgaard fra Vanløse Lokaludvalg. - F.eks. blev Trolle og Tormods børneshow ramt af tunge byger, men børnene blev bare siddende på græsset, opslugt af de to entertainere. Og forældrene lånte lokaludvalgets paraplyer, så de ikke blev alt for våde. Det var fantastisk at opleve.
- Regnen var også en udfordring fredag aften, da de unge bands fra VBUC, Højen, Katrinedal og Kirk1 stod på scenen. Men igen fik det hverken de optrædende eller publikum til at opgive. Tværtimod var der masser af publikummer, da aftenen sluttede med heavy-rock-gruppen Cartographs. Det var et stærkt show, og regnen var stoppet. Men varmt var det ikke.
Finn Nesgaard skynder sig dog at understrege, at ganske mange af festivalens programpunkter blev gennemført i tørvejr.
- Gospelgudstjenesten søndag formiddag foregik - som sædvanligt - i tørvejr. Frokostjazzen med Norbert Susemihl og hans band var i sig selv en fantastisk oplevelse - og igen var vejret fint. Den afsluttende koncert med operasangerne De 4 Dreisig'er måtte udskydes 10 minutter på grund af en byge, men til gengæld blev den en fantastisk oplevelse for os publikummer. Og den næste byge startede først, da showet var forbi, og vi skulle i gang med at pakke telte, borde og stole sammen...
Musik på Engen arrangeres af er arbejdsgruppe underVanløse Lokaludvalg. Der var gratis adgang til alle arrangementer.
|