Den 2. september optræder Sigurd Barrett med sin trofaste følgesvend, Bjørnen Bjørn, og et lokalt børnekor i forbindelse med Musik på Engen. Det er nyt at der er musik for børn på den traditionsrige musikfestival.

Gå til www.musikpaaengen.dk

Årets Musik på Engen udvides med en særlig afdeling for børn. Her vil Sigurd Barrett optræde med et lokalt børnekor. Men børnene blandt tilskuerne får også mulighed for at synge med.

Musik på Engen er blevet en god fast tradition hvor både lokale musikere og kendte navne fra den danske musikscene optræder på Damhusengen ved Iscafeen hen over en weekend i slutningen august. I år foregår det lidt senere end normalt, nemlig den 31. august til 2. september, og som noget nyt er der en særlig musikafdeling for børnene.

          - Musik på Engen er jo kendetegnet ved bredde og alsidighed, siger Freddy Christiansen fra Vanløse Lokaludvalg, der arrangerer festivalen. - Der er både ungdomsrock,

korsang, jazz, gospel og klassisk musik. Men vi har manglet musik for børnene.

          Arrangementskomiteen har derfor hyret Sigurd Barrett til at optræde med sin kendte "Bjørnetime": - Sigurd bor selv i Valby, så han hører til lokalområdet, siger Freddy Christiansen. - Og børnekoret består naturligvis af børn fra Vanløse.

          - For øvrigt så optræder Sigurd Barretts søn Jens Konrad også, - nemlig med jazzorkesteret Magnum Infinity, som han har dannet sammen med to venner fra det københavnske jazzmiljø. Det er et orkester som både trækker på det klassiske jazzrepertoire og på egne kompositioner, så det bliver en rigtig god oplevelse - og optakt til Rose Room Dixie, der er jazzaftenens hovednavn.

Musik på Engen foregår nær Iscafeen i weekenden 31. august til 2. september. Billedet er fra sidste års festival da rockbandet Embracing Sicknes optrådte.

Sigurd underholder børnene