Verdens Sirener er et etnisk kor med kvinder fra 16 forskellige lande. Koret kunne for nylig opleves ved en sommerkoncert i Brorsons Kirke, og den 27. august optræder det i forbindelse med Musik på Engen

Gå til www.musikpaaengen.dk

Musik på Engen 2011 - 27. august kl. 13.30
på Damhusengen nær iscafeen
Fællessang
og etniske toner
I weekenden den 26. til 28. august indbyder Vanløse Lokaludvalg til musikfestival på Damhusengen. Finn Nesgaard fortæller her om hvordan korafdelingen bliver fornyet med fællessang og sange fra fremmede lande. Og
så kan det kor han selv synger i for øvrigt
fejre 20 års jubilæum.

- Musik er fantastisk til at bygge bro mellem kulturerne, siger Finn Nesgaard fra Vanløse Lokaludvalg.

- Vi lever i en multietnisk verden, og musikken er fantastisk til at bygge bro mellem kulturerne, siger Finn Nesgaard fra Vanløse Lokaludvalg. - Derfor har vi inviteret sangkoret Verdens Sirener til at deltage på årets Musik på Engen, sammen med de to lokale kor, Kammerkoret Audite og Hyltekoret, som jeg selv synger i.
          - Verdens Sirener er et etnisk minoritetskor bestående af kvinder fra 16 nationer under ledelse af den russiske operasanger og pianist Tatiana Kisselova. Koret kunne for nylig opleves ved en fantastisk sommerkoncert i Brorsons Kirke med sang, dans, musik, rap og beatbox - og her var netop forskelligheden på tværs af kulturer det gennemgående træk.
          - I virkeligheden var det var socialborgmester Mikkel Warmings åbningstale i forbindelse med den store hjemløse-fotoudstilling på Frode Jakobsens Plads i august sidste år, der gav mig ideen til at invitere folk fra andre kulturer til Musik på Engen, tilføjer Finn Nesgaard. - Warmings pointe var nemlig, at vi skal bygge bro i stedet for at grave kulturelle grøfter.

Fællessang
Det er også nyt, at de tre medvirkende kor optræder med fællessang.
          - Jeg har bedt de to gæstekor om at foreslå hver en sang, som vi alle indstuderer og synger i fællesskab, fortæller Finn Nesgaard. - Valget faldt på den russiske Kalinka Maja, som de fleste danskere nok kender, og desuden skal vi synge Danmark nu blunder den lyse nat...
          - Det bliver en oplevelse for korene at synge sammen. Men jeg har også en drøm om at publikum til sidst skal synge med...

20 års jubilæum
Korafdelingen på Musik på Engen foregår lørdag eftermiddag den 27. august - og det falder tilfældigvis sammen med Hyltekorets 20 års fødselsdag.
          - Da vi startede koret var det alene for sangglædens skyld, fortæller Finn Nesgaard. - Men vi kom hurtigt i gang med små flerstemmige sange og kanons. Og i dag står vi bogstavelig talt på tæer for at gøre det så godt som muligt.
          - Også på grund af jubilæet bliver det noget helt særligt, når vi står på scenen den 27. august.

Hyltekoret - Vanløses lokale folkekor - kan fejre 20 års fødselsdag i forbindelse med Musik på Engen, for den allerførste sangaften var mandag den 27. august 1991. Siden da har koret udviklet sig fra almindelig hyggesang til firstemmig sang med høje ambitioner. Til højre ses korleder Ole Jørgensen og pianist Daniel Carlsson.