Gospelgudstjenesten i forbindelse med Musik på Engen afholdes søndag den 28. august kl. 10.30 til 12.00. Det er en gudstjeneste hvor musikken og sangen er det bærende element. Billedet er fra sidste års gospelgudstjerneste hvor Erik Meier Andersen prædikede.

Gå til www.musikpaaengen.dk

Musik på Engen 2010 - 28. august kl. 10.30
på Damhusengen nær iscafeen
Gospelgudstjeneste
baseret på gammelt venskab

Når der holdes gospelgudstjeneste i forbindelse med Musik på Engen den 28. august, er det resultatet af et mangeårigt venskab mellem Adventskirken og frikirken Betlehem. De to kirker og deres menigheder har nemlig samarbejdet siden slutningen af 90'erne. 

- Vi har allerede holdt fælles gudstjeneste to gange i år, siger Lene Hjære Østergaard, der er præst i Adventskirken. - Og vi glæder os rigtigt meget til gospelgudstjenesten på Damhusengen hvor begge kirker stiller med et gospelkor. Fra Adventskirken kommer New Joy Gospel Choir, og Betlehem har koret New Celebration Gospel Choir.
          - Traditionen med en fælles sommergudstjeneste, koncentreret omkring korsang og salmer, stammer fra det kræmmermarked, som blev holdt på Vanløse stadion. Men det er gået i sig selv, og vi er glade for skiftet, for det er da bedre at holde musikgudstjeneste i forbindelse med en musikfestival end i et øltelt!

Præsterne Lene Hjære Østergaard fra Adventskirken og Ruben Andersen-Hoel fra Frikirken Betlehem inviterer til gospelgudstjeneste på Damhusengen den 28. august kl. 10.30.

Startede sidste år
De to kirker holdt allerede en fælles gospelgudstjeneste, da der var Musik på Engen sidste år:
          - Det var en rigtigt god oplevelse, siger Ruben Andersen-Hoel, der er frikirken Betlehems præst. - Vejret var fint og der var mange som kom og var med, både fra de to kirkers menigheder og folk der måske helt tilfældigt kom forbi.
          - Der er selvfølgelig nogle forskelle mellem en frikirke og Adventskirken, der fungerer indenfor folkekirkens rammer. Men det er mest på det organisatoriske plan. Og i samarbejdet mellem de to menigheder er det venskabet og fællesskabet der dominerer - i en verden hvor fronterne ellers godt kan blive trukket hårdt op. Vi har simpelthen stor glæde af hinanden, og vi inviterer alle til at komme og være med.