Finn Nesgaard (tv) og Freddy Christiansen, kulturgruppen, Vanløse Lokaludvalg: – Vi vil gerne være med til at skabe en Vanløse-tradition og få folk til at synes at Vanløse er en god bydel at leve og bo i.
Hele paletten af
musik på engen
Der er lagt op til nogle fantastiske musikdage på Damhusengen til august, når Musik på Engen bliver afviklet.

Af Jan Diament, Lokalavisen Vanløse Posten

Fra fredag den 27. til søndag den 29. august bliver der budt på mange slags musik – fra elektrisk spade til gospel, svingende jazz og klassisk musik.

Det er tredje gang at Musik på Engen bliver afviklet i de frodige og grønne smukke omgivelser ved søen og dæmningen. Man kan næppe forestille sig en smukkere kulisse til tre dage i selskab med god musik.

De to primus motorer, Finn Nesgaard og Freddy Christiansen, har næsten strikket programmet færdigt. Det er Vanløse Lokaludvalg, der betaler gildet og står for arrangementet, men de to er hovedkræfterne bag.

Det er noget af et scoop når der er Musik på Engen til august: De tre kgl. Sopraner underholder søndag den 29. august.

Artiklen er fra Lokalavisen Vanløse Posten den 20.maj 2010.


I år er der byttet lidt rundt på musikken i den forstand, at rocken er lagt fredag aften kl. 18-21 i stedet for lørdag aften.

– Det har vi gjort, fordi vi erfarede at det er mere praktisk, at pædagogerne fra VBUC kan være med om fredagen, fortæller de to. Rocken blev afviklet i god ro og orden sidste år, men det er godt at have pædagogerne med også.

Svingende gospel og jazz
Lørdag bydes der så på korsang kl. 14-16.30. Det lokale kor, Green Valley Gospel, der har base i Grøndalskirken, lægger for med vuggende og medrivende gospelmusik – efterfulgt af Kammerkoret Camerata, der hvert år opfører værket Messias ved en række koncerter i Holmens Kirke. De er også kendt for i det hele taget at have et omfattende koncertprogram.

Når de sidste strofer fra koret klinger af bliver der rigget til, så jazzen kan komme til. Det bliver Leonardo Pedersens Jazzkapel, der indtager scenen med deres swingjazz. Repertoiret spænder fra Glen Miller til Fats Domino. Så alt imens du får en fadbamse og en pølse eller sandwich kan du lægge øre til jazztonerne frem til kl. 21.

Søndag kommer så noget af et scoop: De tre kgl. Sopraner, der synger populære sange fra operaer som La Boheme og Carmen, og musicals som Cassiopeia og West side Story.

Vil skabe en tradition
Men hvorfor nu disse musikdage på engen?

– Vi vil gerne være med til at skabe en tradition i Vanløse og bruge engen til noget kulturelt – ud over sport, siger Freddy Christiansen. – Vi vil også gerne samle folk, familier og Vanløse-borgere og præsentere dem for noget de måske ellers ikke ville høre. Men vi skal ramme bredt. Vi søger ikke det svært tilgængelige – for det her er en scene på engen og ikke Det kgl. Teater. Her skal man kunne sidde med sin fadøl og en pølse og bare nyde musikken sammen med familien.

– Vi skal også som lokaludvalg være med til at skabe noget folk kan være fælles om – så de får en identitet som Vanløse-borgere. De skal føle at Vanløse er en god bydel – også på det kulturelle område.

– Vi skal bruge Damhusengen til den slags arrangementer, men det skal være med respekt. Og området omkring cafeen er et fint sted til koncerter.

Det er et stort arrangement der stables på benene hvert år, og i den forbindelse har de to en stille bøn: Det kunne være godt med en bedre strømforsyning – og bare det var nemmere at skaffe de øvrige faciliteter der skal til.

Men sæt bare krydser i kalenderen nu: Det bliver nogle festlige, folkelige, kulturelle og hyggelige dage på engen, og med garanti noget for enhver smag. Så tag bare onkel, tante, bedsteforældre og børnene med.

PS: Ud over Finn Nesgaard og Freddy Christiansen består gruppen bag Musik på Engen af Henning Foss, Svend Aage Jacobsen og Julie Wolfsberg Oscilowski.